Hospitalets brugerråd mødes med Bornholmslinjen

​Brugerrådet på Bornholms Hospital kortlægger i øjeblikket, hvordan patienterne oplever deres rejse med Bornholmslinjen. Rådet skal mødes med rederiet 1. april.
​Brugerrådet på Bornholms Hospital vil være klædt bedst muligt på, når de skal mødes med Bornholmslinjen den 1. april.
Her skal de fremlægge patienternes oplevelse af deres rejse med rederiet i forbindelse med deres sygetransport.

Rådet har den 7. marts 2019 holdt brugermøde, men forlænger nu fristen for, hvornår patienter kan komme med deres input og oplevelser.

- For at få input fra så mange patienter som muligt, har Brugerrådet også lavet en spørgeskemaundersøgelse. Den er blevet delt ud til de patienter, der bruger Bus 700, når de skal over, fortæller Hans Henrik Reinewald, medlem af Brugerrådet.

Ønsker man at deltage skal man udfylde et spørgeskema, som rekvireres via Brugerrådet.