S vil have to ekstra havvindmølleparker før 2030

I juni indgik samtlige partier i Folketinget aftale om tre nye havvindmølleparker. Nu vil S have to mere og det kan give håb om beskæftigelse på Rønne Havn.
Den 28. februar blev det besluttet, at Danmarks største havvindmøllepark skal placeres i Nordsøen og ikke i Østersøen. Den beslutning vakte naturligvis ærgrelse på Rønne Havn.

- Vi har arbejdet hårdt på at gøre opmærksom på, at vi har de rigtige faciliteter til at håndtere opgaven på Bornholm, lød det da fra Thomas Bendtsen, direktør i Rønne Havn A/S.

Han var dog optimistisk og håbede, at få andel i de to næste havvindmølleparker, som skal bygges i følge en vedtagelse af et samlet Folketing i juni 2018.

I dag stiger Thomas Bendtsens optimisme formentlig yderligere, når han læser, at Socialdemokratiet vil øge dette antal, så Danmark ikke blot skal bygge tre havvindmølleparker, men hele fem og det skal fortsat være før 2030.

- På baggrund af den alvorlige klimakrise, som vi befinder os i i hele verden, vil vi gerne fremrykke tidspunktet, for hvornår vi kan være fri af fossile brændstoffer, fra 2050 til 2045. Det kræver i vores øjne mere ren energi, siger Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet.


- Nu er det besluttet med tre havvindmølleparker, og vi foreslår, at der opføres to nye parker yderligere frem mod 2030, siger hun til Ritzau.

- Det er ikke sådan, at bare fordi vi har lavet et energiforlig, så har vi klaret klimakrisen, for den buldrer altså stadig derudad, så derfor gør vi allerede klar til at tage de næste skridt, siger Mette Frederiksen.

S forslag om to nye havvindmølleparker styrker mulighed for vindmølleeventyr i Østersøen

Lea Wermelin, folketingsmedlem, Socialdemokratiet har også kommenteret på forslaget.

- Jeg er glad for, at vi er ambitiøse på klimaets vegne og nu melder ud, at der er behov for endnu mere havvind i fremtiden. Danmark er er et lille land, men vi kan gøre en stor forskel for klimaet både herhjemme og ude i verden ved at vise vejen.

De tre allerede planlagte havvindmølleparker bliver på minimum 800 megawatt, hvilket gør dem til de suverænt største parker i Danmark. De kan levere strøm til omkring 800.000 danske husstande, ligesom de vil bidrage til at skabe ca. 8200 job i anlægsfasen, lyder vurderingen. Socialdemokratiets to nye havvindmølleparker skal være i samme størrelsesorden.