Naturvidenskab på det store lærred i Svaneke

Svaneke Bio livestreamer her i foråret foredrag fra Århus Universitet. I dag stod den på viden om hvalernes skjulte liv.
På tredje år livestreamer Svaneke Bio foredrag fra Århus Universitet. Foredragene er gratis at følge og sker i samarbejde med Carlsbergfondet. Og interessen for foredragene har været stor fortæller Lene Nielsen, der er frivillig i biografen.

- Der plejer at komme mellem 20-30 mennesker til foredragene. Vi oplever også tit, at bestemte foredrag er populære blandt forskellige faggrupper, som for eksempel sundhedspersonale, siger Lene Nielsen.

Foredragene fra Århus Universitet bliver livestreamet til mere end 150 steder i landet, og til slut kan man sms'e og eller maile spørgsmål til forelæseren. Udvalgte spørgsmål vil så blive taget op de sidste 15 minutter af foredraget.

Her til aften fortalte professor i sansefysiologi Peter Teglberg Madsen om, hvordan hvaler har tilpasset sig livet i vandet.

Svaneke Bio livestreamer yderligere tre foredrag fra Århus Universitet dette forår.
Tirsdag d. 19. marts er titlen "Vores urolige klode".