Beslutning om dagtilbud trækker ud

I 2023 kommer der til at mangle plads til cirka 130 børn i Rønne. Derfor var udvidelse af dagtilbud, et af punkterne på Børne- og skoleudvalgets møde i dag.
Der skal derfor gøres noget, hvis der skal være plads i daginstitutionerne til kommende børn i Rønne.

Et af forslagene har været en ombygning af det gamle gymnasium i Søborgstræde til et børnehus med cirka 75 børneenheder, hvor de nye ejere skal tegne, ombygge og stå for udlejningen.

- Lige nu kan man sige vi træder vande, og ikke rigtig er kommet videre med beslutningerne, Søborgstræde er en mulighed, men vi afventer også om der kan laves en aftale med en ny køber af området ved Østre Skole, fortæller Morten Riis, formand for Børne- og skoleudvalget.

Området ved Østre Skole også kaldet "Sporteren" er det andet forslag, hvor der kan der bygges en større institution med tilhørende legeplads og parkeringsforhold.

- Før vi kan fremlægge en endelig beslutning afventer vi hvad der sker med "Sporteren". Mange vil måske tænke, hvorfor vi sælger anlægget - men det bliver måske svært at holde os indenfor anlægsbudgettet. Det vil derfor nok bedre kunne betale sig at leje pladsen af de kommende ejere, fortæller Morten Riis, formand for Børne- og skoleudvalget.

"Sporteren" bliver sat til salg medio 2019. Der vil derefter blive taget en beslutning.

Udvalget besluttede dog at gøre den midlertidige institution i bygning 9 på Østre Skole permanent. Den skal huse 65 børn.