Ny hurtiglader skal gøre det lettere at køre elbil

Med den nye hurtiglader kan en elbil køre yderligere 50 kilometer efter 10 minutters opladning.
Hvis du kører elbil, så får du nu mulighed for at lade bilen hurtigere op i Rønne.

Energiselskabet E.ON har stillet en hurtigladestander op ved Nordre Kystvej 30A i Rønne. Afhængig af biltypen vil batteriet på elbilen være 80 procent opladt efter 25-30 minutter ved hurtigladeren.

Det skal gøre det lettere for borgere, eltaxier og turister at køre i elbil, skriver E.ON i en pressemeddelelse.

Strømmen fra E.ONs offentlige ladenetværk kommer fra vedvarende energikilder, og dermed vil selskabet gerne understøtte Bright Green Island strategien og Bornholmermålene.

Selskabet har allerede 15 ladestandere på Bornholm. Den nye hurtiglader i Rønne er stillet op i samarbejde med Region Hovedstaden.

Om hurtigladestanderen

- Har tre udtag: CCS, Mennekes type II og CHAdeMO
- Kapicitet på 43 kW AC og 50 kW DC (afhængig af biltype)
- Kan oplade to elbiler samtidig (AC og DC)