Drabssag: Anklager går efter 12 år

Tirsdag eftermiddag startede ankesagen mod en 51-årig mand fra Østermarie, der i oktober blev dømt for at have slået sin 34-årige samlever ihjel.
Ankesagen mod en 51-årig drabstiltalt mand er til middag startet i Østre Landsret, der er på Bornholm i denne uge.

Den 51-årige blev tilbage i oktober måned 2018 dømt for at have kvalt sin 34-årige samlever - blandt andet ved brug af et sjippetorv.

Retten takserede straffen til 12 års fængsel. Dagen efter byrettens afgørelse ankede han dommen.

I begrundelsen for sin anke har den dømte argumenteret med, at det ikke var meningen, at samleveren skulle dø, og at det derfor ikke var manddrab men et uagtsomt manddrab. Strafferammen for et uagtsomt manddrab er mindre end for manddrab. Den maksimale straf for et uagtsomt manddrab er under skærpende omstændigheder på otte års fængsel.

- Jeg går efter at få dommen fra byretten på de 12 års fængsel stadfæstet, siger anklager Mads Kruse til TV 2/Bornholm inden sagens start.

Under sagsfremstillingen vil dommere og nævninge blive præsenteret for billedmaterialer, der viser forbrydelsens grovhed.

Drabet fandt sted den 2. april 2018 på den dræbtes og den 51-åriges fælles bopæl i Østermarie.

Retssagen kører som nævningesag og er som nævnt startet ved middagstid tirsdag. Der forventes en dom i ankesagen onsdag eftermiddag.