Regionskommunen inviterer til dialogcafe

Hvis man vil give sit besyv med i planlægningen i udviklingsplanen for Rønne, så har man muligheden, når der bliver holdt møde fredag.
Vil du høre mere om den strategiske udviklingsplan for Rønne, og vil du give dit besyv med? Så kom forbi Kulturbutikken i Rønne på fredag den 15. marts. Her vil repræsentanter fra rådgiverne og Bornholms Regionskommune fortælle om de foreløbig skitser til Rønnes fremtid.

Det oplyser Bornholms Regionskommune.

Fredag eftermiddag vil rådgivere blandt andet fortælle om deres perspektiver på Store Torv, forbindelserne mellem havn og by, Elværket og Dams Gaard. Alle er velkomne. Arbejdet med den strategiske udviklingsplan for Rønne blev sat i gang i december sidste år, og målet med den er, at skabe rammer for en langsigtet udvikling af Rønne. Ønsket er, at mange forskellige aktører i fællesskab arbejder frem mod at skabe en by, der er et godt sted at bo, besøge og arbejde.

Dialogcafeen finder sted i Kulturbutikken på Store Torv i Rønne fra 14 til 17 på fredag.

Der vil også blive holdt borgermøde om samme tema onsdag den 3. april. Mødet vil finde sted i Raschs Pakhus klokken 17.00.