Debat om regionerne skal give viden

LO Bornholm inviterede i eftermiddags til en debat om regeringen og DF's planer om at nedlægge regionerne. Til det havde de inviteret en række politikere.
Står det til regeringen og DF, så skal regionerne afskaffes som en del af en ny sundhedsreform. Og det blev altså diskuteret i eftermiddags ved LO Bornholm.

- Spørgsmålet om regionernes overlevelse er vigtigere end som blot at være end valgkanin, siger formand for LO Bornholm, Jens Christian Olsen.

Han mener, det er vigtigt, at man får viden om emnet.

- Jeg håber, at de kompetente folk - som netop kender til regionerne, deres opståen og hvor vigtige de er for Bornholm - kan give os argumenter. Jeg synes, det er alt for vigtigt, til bare at blive smidt ind i valgkampen, fortæller Jens Christian Olsen.

Også tidligere amtsborgmester Knud Andersen var mødt op - dels for at debattere, og dels for at fortælle om overgangen til regioner fra amter.

Selvom det, ifølge ham, ikke var den bedste løsning med regioner, så bliver det endnu værre med den nye sundhedsreform.

- Jeg har den grundlæggende opfattelse, at alt hvad der har betydning for den enkelte borger, det skal borgeren med sin stemmeseddel kunne forholde sig til. Det har man hidtil kunnet ved at stemme ved et regionsrådsvalg, og det bliver man frataget med den her ordning, siger Knud Andersen.

I debatpanelet var også Bornholms to regionrådsmedlemmer, Leila Linden fra socialdemokratiet og Carsten Scheibye fra Venstre, samt tidligere Regionskommune-borgmester Thomas Thors.

Debatmødet blev afholdt ved Metal Bornholm i Rønne.
Hør mere om det i vores udsendelse klokken 22.