Venstre vil stadig bevare skovhjælperne

Dagens møde i Social- og sundhedsudvalget får ikke Venstre til at ændre mening. De vil helst bevare skovhjælperprojektet, som det er nu.
Siden september sidste år har der været dialog om, hvad der skal ske med skovhjælperne. Her meldte Venstre klart ud, at de ikke ville spare på skovhjælperne. Sådan har de det stadig.

- Vi har mere respekt for skovhjælperne end den besparelse på 600.000 kroner, lyder det fra Søren Schow, medlem i Social- og sundhedsudvalget.

Det er den indstilling, de også er gået ind til dagens møde i Social- og sundhedsudvalget med.

Søren Schow mener, at processen omkring at finde en løsning har været alt for lang, og han ser gerne, at der snart kommer en afslutning. En afslutning, der bevarer projektet, som det er nu.

Om han vil gå så langt at imødekomme andre forslag for hurtigt at afslutte sagen, ved han ikke, men han vil kun en løsning, skovhjælperne kan være tilfredse med, lyder det fra venstremanden.