Hammershus-burgere skiftes ud med smørrebrød

Kadeaus grillbarkoncept, Bobbabella, lukker efter en sæson. Fremover vil der i stedet være smørrrebrød i restauranten ved Hammershus, fortæller Theis Brydegaard.
Det bliver et stykke med smørrebrød i stedet for en burger, man til sommer kan nyde på Hammershus Besøgscenter.

Kadeau søger nemlig en smørrebrødsjomfru til restauranten med udsigt til den gamle borgruin.

- Vi laver konceptet om på Hammershus, og laver grillbaren om til en restaurantoplevelse, hvor vi gerne vil lave noget godt smørrebrød, siger Theis Brydegaard, der er udviklingschef på Kadeau, som står bag BobbaBella og uddyber om ændringen:

- Det passer bedre til stedet og rammer bredere. En burgerbar er måske noget, der mere hører sig til i København.

Theis Brydegaard forklarer, at man gerne vil forsøge at lave stedet mere folkeligt.

- I ordet folkeligt ligger måske også noget med, at vi skal ikke revolutionere smørrebrødsmarkedet på Hammershus Besøgscenter. Vi skal lave dejligt smørrebrød, og så kan det godt være, at der er et par enkelte elementer, som stikker lidt af eller er meget "kadeausk", men ellers skal vi lave smørrebrød og umiddelbart ikke opfinde den dybe tallerken, siger Theis Brydegaard.

Han fortæller, at det ikke har noget at gøre med, at det økonomisk ikke løb rundt sidste sæson.

- Vi håber, at vi igen får en god sommer, og at vi igen får en masse glade besøgende, som vil komme og spise hos os, siger Theis Brydegaard.

Udviklingschefen håber at åbne med det nye koncept til påske. Men afhængig af ansættelse og personale, kan det måske først blive i maj. Og hvor Kadeau sidste år lukkede til efterårsferien, satser holdet bag at forlænge sæsonen med weekendåbent frem til jul.

Navnet på den nye restaurant er endnu hemmeligt.

Lige nu søger de både en smørrebrødsjomfru og tjenere til restauranten.

Se mere i vores nyheder klokken 19.30.