Nyt projekt skal forbedre affaldssortering

Med en ambitiøs målsætning om at Bornholm skal genanvende alt sit affald i 2032, har BOFA sat et projekt i søen, der skal gøre sorteringen nemmere.
Et nyt projekt fra BOFA og Aalborg Universitet skal finde løsninger, der gør at borgerne kan sortere deres affald.

I sidste ende er målsætningen, at alt, det vi smider ud, kan genanvendes som en ressource i stedet for at være en belastning for miljøet.

Men det kræver, at affaldet bliver sorteret korrekt, og det er en udfordring, for hvem har egentlig plads til alle de skraldespande ude på fortovet, og de pynter heller ikke.

Derfor skal projektet Waste Man i samarbejde med borgerne udvikle metoder, som gør at borgerne gider sortere skraldet, og at det samtidig er realistisk for renovationsfolkene at hente det.

Projektet har udvalgt tre fokusområder, et sommerhusområde, et etagebyggeri og så Gudhjem.

- Gudhjem repræsenterer de typiske kystbyer. De er kendetegnet ved, at der ikke er ret meget plads ved bygningerne, og så repræsenterer Gudhjem en kulturel værdi. Det er jo i virkeligheden en turistattraktion, siger H. C. Holmstrand, der er projektleder på Waste Man.