Politiet efterlyser metalblå varebil

Søndag blev en bilist ramt af et metalrør, som blev kastet ud fra et helleanlæg, da en modkørende varebil kørte over anlægget. Nu efterlyser Bornholms Politi varebilen.
Søndag kl. 19.50 blev en bilist, der kørte ned af Snorrebakken ramt af et metalrør, som var blevet kastet ud fra et helleanlæg, da en modkørende varebil kørte over helleanlægget. Det oplyser Bornholms Politi i døgnrapporten.

Helleanlægget var blevet påkørt af en anden bilist lørdag, så afmærkningen manglede.

Bornholms Politi vil gerne i kontakt med føreren af den formentlig metalblå varebil af mærket Opel, der kørte over helleanlægget søndag. Varebilen mistede en hjulkapsel og en metalblå afskærmning fra forreste kofanger.