Region H har diskuteret ambulanceudbud

Forud for hver kontraktforlængelse med Falck har Region H diskuteret om ambulancekørslen skulle hjemtages i regionsregi.
Det bornholmske medlem af Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Leila Lindén (S), oplyser til TV 2/Bornholm, at Region Hovedstaden flere gange har diskuteret om Region Hovedstaden selv skulle stå for ambulancedriften.

Diskussionen er blevet aktuel på landsplan på grund af Falck's ageren i forbindelse med den hollandske ambulancetjeneste Bios, der for nogen år tilbage forsøgte sig i Sønderjylland. Der blev på alle måder spændt ben for Bios, der til sidst måtte trække sig. Regionen overtog derefter selv ambulancetjenesten.

- Umiddelbart har vi jo en kontrakt med Falck om Region H’s ambulancekørsel, og den kontrakt løber den aftalte tid ud. Og så skal funktionen jo i udbud igen, når den nuværende kontrakt udløber, fortæller Leila Lindén.

- Vi har i Region H gennem årene flere gange drøftet, at Falcks monopol på at køre ambulancerne, ikke var sundt. Og om vi selv kunne gøre det billigere. På et tidspunkt i et kørsels-udbud for 6-7 år siden, bød et svensk ejet firma ind, men de kunne så alligevel ikke binde an på opgaven, fordi de ikke kunne få finansiering nok bag sig, fortæller Leila Lindén.

Hun oplyser at også dengang gik der rygter om, at Falck arbejdede meget aktivt på, at det svenske firma ikke kunne være med. Og at det var nogle år før BIOS kom på banen.

- Vi har også i Region H ind imellem udbuddene drøftet, om vi selv skulle og kunne hjemtage funktionen, men mere end drøftelser og undersøgelser er det ikke blevet til. Det er klart, at Falcks ageren i BIOS-sagen og dommen har gjort indtryk på alle os politikere, siger Leila Lindén.

- I øvrigt er det min personlige opfattelse, at vi i Region H selv bør hjemtage og drive ambulancekørslen, siger Leila Lindén.

Der er dog "en sort hest" i spil i forbindelse med en eventuel ambulancebeslutning i regionsregi. Regeringen har foreslået regionerne nedlagt. Og får regeringen magt som agt, vil det formentlig være staten, der overtaget ansvaret for ambulancerne. Der er dog ikke nogen endelig model på bordet for ambulancekørsel i fald regionerne bliver nedlagt.

I videoen ses Carsten Scheibye, regionsrådsmedlem fra Venstre, der mener, at ambulancedriften skal i udbud.