Mand får bødestraf for køb af slangebøsse

En 47-årig mand fra Nexø blev i dag dømt for at overtræde våbenloven ved at have erhvervet sig en slangebøsse.
4000 kroner. Så meget lyder beløbet på den bøde, en 47-årig mand fra Nexø, i dag har fået ved Retten på Bornholm for overtrædelse af våbenloven.

Manden var tiltalt for at have overtrådet våbenloven ved at have erhvervet en slangebøsse og have forsøgt at indføre den fra udlandet. En handling, der blev opdaget af Det Internationale Postcenter i Kastrup d. 29. juni sidste år.

Den 47-årige blev kendt skyldig i tiltalen, og det udløste altså en bødestraf på 4000 kroner.

Tiltalte mødte ikke op i retten, men dommeren valgte af afsige dommen alligevel. Ud over bøden bestemte retten også, at slangebøssen skal konfiskeres.