Fyldte 0. klasser trods lavt elevtal

Mens det lave elevtal på Bornholm i mandags fik konsekvenser for otte folkeskolelærere, er der ikke udsigt til, at privat- og friskolerne bliver påvirket.
Der er få eller ingen ledige pladser i de syv bornholmske fri-og privatskolers 0. klasser i det kommende skoleår. Det viser en rundringning, TV 2/Bornholm har foretaget.

Hos Bornholms Frie Idrætsskole, Peterskolen, Rønne Privatskole, Svaneke Friskole og Friskolen Østerlars er der ikke flere ledige pladser, mens de resterende privat- og friskoler også er tæt på at have fyldt deres 0. klasser.

Trods det lave elevtal i de kommende årgange har Rønne Privatskole en lang venteliste til deres 0. klasse:

- Vi mærker ikke det faldende børnetal. Vi har haft 90 elever skrevet op til vores kommende 0. klasse. Der har vi taget 23 af dem. Så interessen er så stor, at vi kunne lave en eller to ekstra 0. klasser, siger Jesper Jørgensen.

I mandags modtog otte lærere en fyreseddel. Årsagen er, ifølge skolechef Espen Fossar, det lave børnetal:

- Der er færre elever i folkeskolen næste år end i år. Det betyder, at der bliver færre klasser. Det betyder desværre også, at der er brug for færre lærere, sagde skolechef Espen Fossar i mandags.