Biokraft solgt for 7,5 millioner kroner

Faldende statsstøtte og udsigten til investeringer på op mod 30 millioner kroner er årsagen til, at Biokraft er blevet solgt til Bigadan.
Det nye energiforlig er blandt årsagerne til, at Biokraft er blevet solgt til Bigadan. Det fortalte Rasmus Sielemann Christensen, der er direktør i Bornholms Energi & Forsyning, på dagens pressemøde.

- Tidspunktet var rigtigt. Vi har haft tre år, hvor det er lykkes os at lave positive resultater. Men vi står nu i en situation med den nye energiaftale, der betyder, at støtten til anlæg som biokraft vil være faldende. Derfor ville det blive vanskeligere at drive anlægget fremadrettet, siger Rasmus Sielemann Christensen.

Udsigterne fik Bornholms Energi- og Forsyning til at undersøge mulighederne for at sælge Biokraft. Processen begyndte for et halvt år siden. Der var to potentielle købere, men Bigadan kom med det højeste bud:

- Bíokraft er solgt for 7,5 millioner kroner. Det betyder et tab på to millioner kroner. En lukning ville medføre et langt større økonomisk tab, og samtidig ville en vigtig brik i den grønne omstilling på Bornholm forsvinde. Nu har vi en situation, hvor Biokraft er solgt og bliver videreført af en seriøs spiller. Det er det bedste scenarie, og med udgangspunkt i de givne omstændigheder, er vi meget tilfredse, også med salget, siger Rasmus Sielemann Christensen.

I forbindelse med handlen har Bigadan lavet en tiårig aftale med Bornholms Energi- og Forsyning om levering af varme og el. Bigadan er også i forhandlinger med landbruget, mens der allerede er lavet en tiårig aftale med slageriet:

- Tidligere har slagteriet sejlet indvolde væk fra Bornholm. Det har vi mulighed for at anvende på vores anlæg fra juni, siger Henrik V. Laursen, der er vicedirektør i Bigadan.

På pressemødet fortalte Henrik V. Laursen, at Bigadan på sigt har et mål om at fordoble produktionen af varme og el. Medarbejderne på Biokraft beholder deres job trods ejerskiftet.