Wonder 18: Pelle Peter lukker og slukker

Radiovært og DJ Pelle Peter Jensen er sidste navn på Wonderfestiwall 2018. Inden sin optræden har han givet en rundvisning i barndomsbyen Allinge.
Lørdag er sidste dag på Wonderfestiwall 2018, og det bliver bornholmeren Pelle Peter Jensen, der runder festivalen af, når han går på hovedscenen, Ankermyr.

Pelle Peter Jensen er radiovært og DJ - og så er han født og opvokset på Nordbornholm.

- Det er altid helt sindssygt dejligt at komme hjem. Altså jeg er virkelig stolt af den by, jeg kommer fra. Allinge er det sted, hvor jeg fik mine første og bedste venner. På mange måder, var der plads til sådan en som mig, selvom jeg ikke var en af de sejeste i klassen, siger han.

Inden han spiller på Wonder har han taget os med på tur til de steder i Allinge, der har været med til at danne rammerne for hans opvækst.

Først forbi barndomshjemmet:

- Her har jeg de første minder i mit liv fra. Jeg husker det som meget magisk med fyret, der stod og blinkede hver nat. Det er drømmen om mit barndomshjem.

Og Kongeskærskolen, som dengang hed Allinge-Sandvig Borgerskole gjorde også, trods et par besøg hos inspektøren, indtryk på den dengang unge Pelle Peter.

- Her tilbragte jeg en del tid på inspektørens kontor, men det er også her, at jeg og Daniel Mühlendorph og mange af de andre fik lov til at udfolde nogle af de sindssyge idéer, vi havde, da vi var små.

Som afslutning på rundvisningen fortæller han, at han synes mange tager lidt afstand til det sted, de kommer fra. Men han har det helt omvendt. Bornholm er et sted, Pelle Peter opfordre sine venner til at tage til. De skal se hans ø.

Det er klokken halv to i nat, at Pelle Peter Jensen går på Ankermyr for at lukke og slukke for Wonderfestiwall 2018.