Så nemt bliver du klar til at fange hornfisk

Bornholms Hornfiskefestival er startet i dag, og det er meget nemt, hvis man vil i gang med at fiske efter hornfisk.
Bornholms Hornfiskefestival er i fuld gang, og det er meget enkelt, hvis man vil ud med fiskestangen og i gang med at fiske efter hornfisk.

- Det er meget simpelt at komme i gang. Man skal sådan set bare bruge en fiskestang og et fiskeblink, forklarer Bjarke Borup, arrangør, Bornholms Hornfiskefestival.

Festivalen er den første af sin slags på Bornholm. Og hvis man vil have succes med en hornfisk eller to på krogen, så kan man gøre brug af en silkesnor.

- Ude for enden sidder der normalt en krog, men i dette tilfælde har vi sat en silkesnor i, fordi hornfisken har nogle tænder, som vender indad, og når de napper i en silkesnor, så sidder de fast og følger med ind, siger arrangøren og fortsætter.

- For børn, der står tæt på kysten, er det en rigtig god løsning med en silkesnor.

Det er tilladt at fiske over hele øen i forbindelse med konkurrencen - med undtagelse af enkelte fredede steder. Der er dog lige en vigtigt ting, man skal have styr på, inden man begynder at fiske løs.

- Hvis man er 18 til 65 år i Danmark, så er det lovpligtigt at have et fisketegn. Det kan man købe direkte på nettet under fisketegn.dk, og det koster 40 kroner for en dag, lyder det.

I videoen over artiklen på vores hjemmeside kan du se en kort gennemgang af udstyr, samt hvad det kræver, før du forhåbentligt får hornfisk på krogen.