Bornholms Hornfiskefestival starter i dag

I dag begynder Bornholms Hornfiskefestival. Der skal fiskes løs de næste to dage.
Skulle man kede sig de næste to dage, kan man tage fiskestangen under armen, for i dag begynder Bornholms Hornfiskefestival.

Bornholms hornfiskefestival er den første af sin slags. Alle er velkomne til fiskefestivalen, så længe man har tilmeldt sig, og der vil sågar være præmier på spil til de, som fanger de længste fisk.

Der konkurreres i tre kategorier: en børnekategori (0-11 år), en juniorkategori (12-17 år) og en kategori for voksne (over 18 år).

"Ideen med Bornholms hornfiskefestival er at skabe fokus på det gode og spændende fiskeri, der findes langs de magiske bornholmske kyststrækninger. Øen er en vaskeægte vandkantsdestination. Vi sætter fokus på bæredygtigt lystfiskeri med det vigtige budskab: Vi skal beskytte for at benytte, og vi tager ikke mere med hjem, end vi kan spise", skriver Bornholms Hornfiskefestival på deres hjemmeside.

Der må fiskes rundt om hele øen - med undtagelse af enkelte fredede steder, og festivalen løber frem til i morgen.

Læs mere på nedenstående link.