Næste udsendelse: 23:45 Fugleskolen (G)

TV i dag

  • 22:15Kulturkavalkade (G)Kulturkavalkaden - vi ser tilbage på kulturåret 2019.
  • 23:45Fugleskolen (G)Vil du også have mere ud af turen? At kende fuglene omkring os giver nye og spændende oplevelser i naturen. Sune Riis er biolog og dedikeret ornitolog. Han giver tip til, hvordan man kan kende de bornholmske fugle på udseende, lyde og adfærd.
  • 00:0019.30Nyheder (G)
  • 00:15Kulturkavalkade (G)Kulturkavalkaden - vi ser tilbage på kulturåret 2019.
  • 01:55Månedens foredrag - Christina Seehusen (G)Arkæolog Christina Seehusen fortæller om udgravningerne i 2016 på Nørre Sandegård
  • 02:45Bornholm knokler - Autolakerer (G)Der bliver slebet, malet og lakeret i denne udgave i Bornholm Knokler, hvor vi er på besøg i Lakcenteret i Rønne. Her har en Toyota Aygo fået en lille skade, og skærmen skal omlakeres. En ikke helt nem opgave når maling og lak elsker at løbe.
  • 03:30Fra lade til landevej Tungen lige i munden (7:12) (G)Når man har haft alt skilt ad, skal alt sættes sammen igen. Det tager tid, og med et nymalet karosseri skal tungen holdes lige i munden, så man undgår ridser i den nye lak. Samtidig holder gutterne vejret, da motoren skal startes for første gang. Hvis den altså vil.
  • 04:00Vild Med Dyr - Vorteøgler (G)I dagens Vild Med Dyr skal Anna Louise være med til at flytte vorteøgler fra kulissen ud i deres nye hjem i Randers Regnskov. De uhyre sjældne dyr skal tages med snilde, beslutsomhed og, ikke mindst, et fast greb i nakken.
  • 04:30Nationalpark Thy (32:52) (G)Naturprogram fra Nationalpark Thy
  • 05:00Stafetten - Jan Paul (G)Jan Paul er øens brygmester. Han arbejder for Svaneke Bryghus men tager også rundt i verden med sin kunnen. Jan Paul er oprindeligt fra nordtyskland, hvor han lærte dansk i skolen. Han er vild med Bornholm og føler sig hjemme på øen.

Snorrebakken: Tømreropgaver gik til jagtkammerat

De tømreropgaver, der blev uddelt i strid med tilbudsloven i sagen om Snorrebakken, gik til den ansvarlige leders jagtkammerat. Det viser en intern mailkorrespondance, som TV 2/Bornholm er kommet i besiddelse af. Koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen bekræfter, men mener ikke, der er belæg for at rejse en sag.
De håndværksopgaver, der blev uddelt i strid med tilbudsloven i sagen om Snorrebakken, gik til den ansvarlige leders jagtkammerat.

Det viser en intern mailkorrespondance, som TV 2/Bornholm er kommet i besiddelse af.

Som TV 2/Bornholm tidligere har kunnet fortælle, fastslog en undersøgelse fra det eksterne revisionsfirma BDO i juni, at kommunen havde indhentet tilbud hos den lokale virksomhed HJB Byggeforretning til en værdi, der var så stor, at flere paragraffer i tilbudsloven blev brudt. Paragraffer, der ellers er til for at sikre, at flere virksomheder får chancen for at byde ind.

I stedet var det altså kun virksomheden HJB Byggeforretning, der blev bedt om at udføre tømrerarbejdet på stedet - og nu viser det sig så, at den entreprenør, der fik opgaven uden konkurrence, er jagtkammerat med den leder, der stod med ansvaret for tilbudsindhentningen i den konkrete sag.

Uddrag af korrespondancen
Af den interne mailkorrespondance fremgår det, at en kommunal medarbejder d. 12. april i år retter følgende henvendelse til både kommunaldirektør Johannes Nilsson og koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen:

"Som jeg allerede over for dig Claus (Stensgaard Jensen, red.) har nævnt, er vi i byen blevet gjort opmærksomme på, at andre arbejder på pladsen (HJB) ikke umiddelbart er udført iht. de krav, vi som kommune er pålagt iht. tilbudsloven. Hvis dette er korrekt, finder vi det meget uheldigt, at (lederen af Ejendomservice, red.) har entreret for et beløb (på, red.) helt op til 1 mio. kr. med en god jagtkammerat uden at have spurgt andre om pris."

Af mailtråden fremgår det, at koncerndirektør, Claus Stensgaard Jensen d. 14. april videresender medarbejderens bekymring til den anklagede leder, der umiddelbart herefter svarer følgende:

"(Indehaveren af HJB Byggeforretning, red.) og jeg var perifært bekendte, før jeg startede i BRK i marts 2017. I hele min ansættelse hos BRK, har jeg ikke haft personlig relation til hverken (indehaveren af HJB Byggeforretning, red.) eller HJB. Jeg bliver inviteret på en del jagter om efteråret, deriblandt også hos (indehaveren af HJB Byggeforretning, red.). På mange jagter møder jeg en del håndværkere, entreprenører, ejendomsmæglere m.v. som kan have en kommunerelation. Det diskvalificerer dem ikke ift. at udføre arbejde for BRK.
Dette er den eneste relation, jeg har til (indehaveren af HJB Byggeforretning, red.). Det gør ikke HJB inhabil ift. at arbejde for BRK, eller bedre stillet frem for andre."


Senere samme dag, d. 14. april, svarer koncerndirektør, Claus Stensgaard Jensen, så følgende:

"(...) når der skriftligt kommer påstande om nepotisme og uregelmæssigheder i forhold til udbudsreglerne, så er det noget, jeg tager meget alvorligt, så det vil jeg til bunds i med det samme. Her taler vi beskyldninger om noget, som potentielt kan være strafbart."


Direktør: Intet mønster
TV 2/Bornholm har i dag foreholdt koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen korrespondancens indhold, og han bekræfter at have undersøgt sagen.

- Det, jeg gør, det er, at jeg går ind og undersøger, om der er noget belæg for det, fordi der kører flere anklager på én gang. Og den her kommer i en fælles anklage, som også omhandler udbuddet. (...) Vi går i gang med at undersøge, hvor mange penge, der er brugt på de forskellige udbud og konstaterer så, at der var brugt de der penge på HJB Byg, som gjorde, at man røg over de 500.000, men jeg konstaterer også, at jeg kan ikke se, at der skulle være grundlag for beskyldninger om, at det her drejer sig om kammerateri. Det er de to konklusioner, jeg kommer frem til på det tidspunkt, lyder det fra koncerndirektøren i dag.

Journalist: Det, der jo bl.a. går galt her, det er, at de opgaver, der bliver uddelt, bliver uddelt til en håndværker uden konkurrence. En håndværker, der muligvis har en personlig relation til den leder i kommunen, der sidder og håndterer dem i den her pågældende sag. Hvilke konkrete tiltag har du foretaget dig for at sikre, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det, at de muligvis kender hinanden, og det, at (indehaveren af HJB Byggeforretning, red.) fik opgaverne uden konkurrence, i strid med loven?

- Det eneste, man kan tage udgangspunkt i, det er, hvilken relation, de har - og på baggrund af det vurdere, om den relation er så tæt, at man burde have gjort opmærksom på, at det nok er nogle andre, der skal træffe den vurdering, fordi man har et personligt forhold. Og det vurderede jeg ikke på baggrund af det, at man går på jagt sammen. Det er en lille ø, vi er på, og det kan ikke undgås, at man er i nogle kredse. Det, at man går på jagt med en, er jo ikke ensbetydende med, at man giver vedkommende alle opgaverne.

Journalist: Så du bekræfter, at de går på jagt sammen, men vurderer ikke, at det er et problem i det her konkrete tilfælde?

- Nej, præcis. Det er konklusionen på det tidspunkt, siger Claus Stensgaard Jensen, der i samme ombæring understreger, at han ligeledes har undersøgt, hvorvidt den pågældende leder uretmæssigt har givet flere opgaver til den pågældende virksomhed i sin ansættelsestid - og det har han ifølge direktørens undersøgelser ikke.

Journalist: Så du vurderer, at der, fordi der er tale om et engangstilfælde, ikke er grund til, at nogle alarmklokker..."

- Der er ikke noget mønster. Det, man kan, det er, at man kan se på hele det forløb, vedkommende har været (ansat i kommunen, red.), og så kan man se: Er der noget mønster i det her? Og der kan jeg konstatere: Der er ikke noget mønster i det, og derfor mener jeg ikke, at man kan sige at, fordi de går på jagt sammen, så er det også derfor, at han (indehaveren af HJB Byggeforretning, red.) fik opgaven, siger Claus Stensgaard Jensen.


Et spørgsmål om ligebehandling
TV 2/Bornholm har talt med juraprofessor og ekspert i udbuds- og tilbudsret ved Aarhus Universitet, Michael Steinicke, og han forklarer, at kommuner har en særlig pligt til at sikre sig, at de ikke forskelsbehandler tilbudsgivere, sådan som det altså nu viser sig, at det er sket i dette tilfælde:

- Man har regler ift. tilbudsloven, der går på, at man skal overholde ligebehandlingsprincippet. De går på, at der bl.a. ikke må foreligge inhabilitet, og inhabilitet kan f.eks. være den situation, hvor en medarbejder har en særlig, personlig forbindelse til en eller flere personer, der er arrangeret i de virksomheder, som kan byde i forbindelse med en opgave, siger Michael Steinicke. Han tilføjer:

- Det er klart, at der i små samfund er færre tilbudsgivere og færre virksomheder, og derfor vil relationerne muligvis være tættere, end man ser det andre steder, hvor geografien er større. Det betyder imidlertid ikke, at man skal se fuldstændig bort fra reglerne om inhabilitet. Og det betyder, at man skal foretage de foranstaltninger, man kan, med henblik på at sikre, at der ikke sker en forskelsbehandling i forbindelse med entrepriserne. En mulig måde at komme omkring det på kunne være at sikre sig, at den kommunale medarbejder, der sidder med de her ting, på ingen måde har en relation virksomheder, der deltager. Så har man i hvert fald taget ét skridt med henblik på at hindre, at der sker en forskelsbehandling.

Det får dog ikke koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen til at mene, at kommunen har brudt ligebehandlingsprincippet i sagen om Snorrebakken:

- Nej, det er i hvert fald ikke vores konklusion, fordi så havde der været et mønster i alle de sager, han (lederen af Ejendomsservice, red.) har været involveret i, hvor han ville have tilgodeset nogle bestemte, og det er der ikke.

TV 2/Bornholm har været i kontakt med både lederen af Ejendomsservice og indehaveren af HJB Byggeforretning. Ingen af dem har ønsket at stille op til et interview i sagen.

Du kan desuden se et længere program om Snorrebakkesagen her.

Aktuelle programmer på Play